Universal Robots tilbage på vækstsporet i fjerde kvartal

Selvom den globale opbremsning i industriel aktivitet trykkede markedet for industriel automatisering gennem det meste af 2020, leverede den Odense-baserede globale markedsleder og pioner inden for kollaborative robotter, Universal Robots, en hurtigere end forventet tilbagevenden til hastig vækst i fjerde kvartal. Virksomheden ser sin betragtelige genopretning af vækst i omsætning og indtjening fortsætte i første kvartal af 2021.

I 2020 genererede Universal Robots en samlet omsætning på 1,44 mia. DKK, et fald fra 1,66 mia. DKK i 2019, på linje med påvirkningen hos andre leverandører af industriel automatisering. Omsætningen voksede 41 pct. fra tredje kvartal til fjerde kvartal og matchede næsten rekorden fra fjerde kvartal 2019. Resultatet efter skat var på 151 mio. DKK. Universal Robots rapporterede en egenkapital på 602 mio. DKK svarende til en solvensgrad på 64,2 pct. og har angivet, at virksomheden har betalt 145 mio. DKK i udbytte til ejeren Teradyne.

Resultatet var lavere i 2020 sammenlignet med 2019, fordi Universal Robots fastholdt stærke investeringer i drift, R&D og distribution for at understøtte vækst i 2021 på trods af et svagt marked i andet og tredje kvartal. Gennem året var Universal Robots i stand til at reagere effektivt på Covid-19 pandemien og fastholdt sine leverancer uden afbrydelser. I fjerde kvartal offentliggjorde Universal Robots således leverancen af sin cobot nummer 50.000.

– Vores Q4-indsats var en imponerende afslutning på et udfordrende år, siger Kim Povlsen, President, hos Universal Robots, og fortsætter:

– Efter en vanskelig første halvdel af året skifter momentummet gennem tredje kvartal for at kulminere i en noget nær salgs- og indtjeningsmæssig rekord i fjerde kvartal. Covid-19-pandemien begrænsede adgangen til vores kunder og hæmmede vores mulighed for at tilfredsstille deres store behov for vores fleksible automatiseringsløsninger. På samme tid har pandemien fået producenter af alle størrelser til at se behovet for at omstille sig til nye udfordringer og overveje, hvordan cobots kan levere agilitet, modstandskraft og produktivitet. Vi ser en lys fremtid for kollaborativ automatisering

Kim Povlsen fortsætter:
– Endnu vigtigere var det i 2020, at vores ansatte, partnere og leverandører udviste ekstraordinær beslutsomhed og fleksibilitet og dermed understregede styrken i Universal Robots´ forretningsmodel og engagementet i at bidrage til vores kunders succes.

Mark Jagiela, President & CEO hos Teradyne, anlagde følgende perspektiv under Teradynes konferencekald 28. januar 2021 omhandlende fjerde kvartal:

– Såfremt vi undgår yderligere Covid-relaterede sektornedlukninger, forventer vi, at Universal Robots vil levere sit hidtil højeste førstekvartals-salg og er positioneret til at kunne vokse over 30 procent for hele året.

Universal Robots´ årsrapport blev frigivet til de danske myndigheder 4. marts 2021.

LÆS også: Teradyne udpeger ny topchef for Universal Robots
Universal Robots A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger