Unik ølkoncentrat-teknologi testes hos Alfa Laval i Danmark

En ny, unik og patenteret teknologi gør det muligt at trække vand ud af færdigbrygget øl, uden at hverken smag, aroma eller alkoholprocent påvirkes, og efterfølgende tilføje vandet igen, når øllet skal bruges. På et spritnyt testcenter tilbyder Alfa Laval i Søborg som de første i Europa bryggerier at teste koncentrater af deres øl med den såkaldte Revos-teknologi. Øl uden vand er nemlig langt billigere at distribuere for bryggerier og nemmere at håndtere for eksempelvis barer.

Øl i koncentreret udgave kan ændre afgørende på emballering, distribution og håndtering af den gyldne drik. Det er nemlig væsentligt billigere og lettere at transportere og håndtere ølkoncentrater frem for færdigbrygget øl. Bryggerier i hele Europa får nu mulighed for at teste koncentrater af deres øl på et højteknologisk og spritnyt testcenter hos Alfa Laval i Søborg, der er det eneste af sin slags på det europæiske kontinent.

Øllet koncentreres ved hjælp af Revos-teknologien, der benytter sig af en omvendt osmose-proces til at fjerne vand fra det færdigbryggede øl under ekstremt højt tryk og lave temperaturer, så resultatet er et ølkoncentrat i form af en væske lidt tykkere end vand. Vandet tilføjes først øllet, når det skal bruges, som fx ved servering på barer, hvor kulsyren også tilføjes i den sidste del af processen.

– Teknologien har potentiale til at disrupte hele forsyningskæden af færdigbrygget øl, da det indtil nu ikke har været muligt i stor skala at trække vand ud af øl uden samtidig at ændre på aroma, smag og alkoholprocent. Langt de fleste bryggerier i Europa kan nå frem til testcentret i Danmark med deres øl i løbet af en dag, hvilket gør det let og effektivt for bryggerierne at teste koncentrater af deres øl, siger Vice President for Brewery Systems hos Alfa Laval, John Kyle Dorton.

På testcentret i Søborg kan bryggerier både teste processen med at koncentrere færdigbrygget øl og den efterfølgende rekonstituering, hvor vandet tilføjes igen, enten i forbindelse med påfyldning på flasker, dåser eller fustager, eller på barer, hvor øllet skænkes med det unikke Draft Dispense System. Både Revos-teknologien og Draft Dispense-systemet er udviklet i perioden 2016-2020 af det amerikanske Sandymount Technologies, som i 2020 blev opkøbt af Alfa Laval.

– De største fordele ved øl i koncentreret form er først og fremmest en langt mere enkel, effektiv og bæredygtig distribution af øl, som nemt kan implementeres i allerede eksisterende forsyningskæder hos bryggerierne. Øl i koncentreret form er ganske enkelt lettere at transportere end færdigbrygget øl. Derudover reduceres spild af fadøl på barer, fordi ølkoncentratet har en langt længere holdbarhed end færdigbrygget øl på fustager. Koncentreret øl kræver desuden meget mindre plads på barerne, fordi fustagerne ikke skal skiftes så ofte, og der derfor ikke er brug for at opbevare så mange fustager i selve baren, forklarer John Kyle Dorton.

Hos Alfa Laval ser man store muligheder i videreudnyttelse af den unikke koncentrat-teknologi. På verdensplan bliver der årligt produceret 1,9 milliarder hektoliter øl, og teknologien kan også bruges til at producere alkoholfri øl, som er et marked i kraftig vækst. Derudover rummer teknologien ligeledes store muligheder for vinindustrien, hvor dealkoholisering af vin er særligt udfordrende, når smags- og aromastoffer samtidig skal bevares.

– Vi udvikler og forbedrer hele tiden teknologien, så bryggerierne også får mulighed for eksempelvis blot at producere et enkelt ølkoncentrat, som efterfølgende så kan versioneres til en lang række forskellige slags øl. Nøglen i vores metode er, at vi ved, både hvordan man producerer ølkoncentratet uden at påvirke smag, aroma eller alkoholprocent, og hvordan vand og kulsyre hurtigt og præcist tilføjes, så den perfekt skummende øl kan skænkes hver gang, fortæller John Kyle Dorton. Testcentret står klar til september og kan håndtere test af op mod 1000 liter øl i døgnet.

LÆS også: Overblik er altid godt
Unik ølkoncentrat-teknologi testes hos Alfa Laval i Danmark's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger