Satsning på procesindustri løfter bundlinjen hos EMS

En stigning i ordrer fra danske og internationale proceskunder sikrer Esbjerg-virksomheden solid fremgang i et atypisk regnskabsår. Stor fabriksudvidelse understøtter forventning om fortsat vækst.

Svejse- og stålspecialisten EMS har de seneste år rettet et øget fokus mod procesindustrien og den grønne energi. Det har vist sig som en stor styrke under Covid-19-pandemien, hvor kollapset på det globale oliemarked satte aktiviteten på standby hos mange af virksomhedens olie- og gaskunder.

Læs også: Lemvigh-Müller – Udfordrende stålkonstruktion blev løst med skræddersyede profiler

Med en markant stigning i ordrer fra procesindustrien fortsætter EMS de seneste års vækst og kan i sit årsregnskab for 2020/21 fremvise et overskud før skat på 5,55 mio. kr. Det er en stigning på mere end 2 mio. kr. sammenlignet med året før.

– 2020/21 har på mange måder været et atypisk år, der har stillet store krav til vores fleksibilitet. Jeg er især tilfreds med, at vi allerede nu kan se så markante resultater af vores satsning på procesudstyr. Det lover godt for de kommende år, hvor vi for alvor vil se effekterne af vores investeringer i fabrikken. Samtidig forventer vi, at efterspørgslen fra olie- og gaskunder så småt vil begynde at stige igen, siger administrerende direktør Kenneth Hagelskjær.

Mere plads til vækst

Fredag i denne uge fejrer EMS rejsegilde på en 60 mio. kr. stor fabriksudvidelse på Lillebæltsvej i Esbjerg, der sikrer virksomheden en løftekapacitet på 32 tons og 13 meter under krog. To nye produktionshaller forventes færdigbyggede inden jul. Herefter følger en ny kontorbygning, som forventes klar til indflytning i april måned næste år. Det øger antallet af kontorarbejdspladser fra 25 til 45.

– Udvidelsen sikrer mere plads til vækst og giver os mulighed for at vokse med vores kunder. Vi har sat os et mål om, at vi skal være en foretrukken produktionspartner for virksomheder, som enten producerer, forbruger eller flytter store mængder af energi – hvad enten det er inden for vind, PtX eller olie/gas, siger Kenneth Hagelskjær.

Et stort mål med udvidelsen er at samle flere kompetencer under samme tag i Esbjerg. Det skal styrke EMS i rollen som kundens EPCI-partner, der favner hele processen fra idé til installation. En af de nye haller får en ind- og udgangskapacitet på hele 8×8 meter. Dermed vil EMS i højere grad være i stand til at imødekomme en stigende efterspørgsel på store modulopbyggede konstruktioner.

En one-stop-shop Forventningen til 2021/22 er en vækst på mindst 15-20%. Foruden de større projekter inden for vind, PtX og olie/gas har EMS store forventninger til sin hastigt voksende serviceforretning, hvor nye investeringer gør EMS i stand til at tilbyde både fræsning og drejning på fabrikken og on site-reparation af blandt andet rør, tanke, flanger og strukturer.

– Kunderne efterspørger i stigende grad samlede løsninger. Derfor skal EMS være en one-stop-shop, der tilbyder både ingeniørydelser, konstruktion og service på et højt internationalt niveau, siger Kenneth Hagelskjær.

Se leverandører af stålkonstruktioner her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *