ZEISS sætter Danmark på bilindustriens verdenskort

Ekspertise inden for måling af små plastemner med store performancekrav har givet ZEISS QEC i Nørresundby nye opgaver

Danmark har traditionelt ikke spillet den store rolle inden for bilindustrien, men måske er der nye tider på vej. I hvert fald har ZEISS Quality Excellence Center (QEC) Danmark i Nørresundby konstateret en stigende interesse for måletekniske opgaver relateret til produktion af elbiler.

– Vi har som noget nyt fået henvendelser fra underleverandører til bilindustrien. De har behov for måling af emner til fuel cells og batterier. Det kendetegnende er, at der er tale om plastemner med meget store krav til performance. Senest har vi målt en komponent med en 0,2 mm taster. Det var en komponent, som i princippet ikke kunne holdes, men vi udviklede en ny metode til at fiksere emnet. Elbiler er et nyt og hot område – også for os – men jeg er sikker på, at der bliver et stort behov, siger Frank Nielsen, Head of ZEISS QEC Danmark.

Det er ellers mest målinger for medicobranchen, som ZEISS QEC i Nørresundby har særlig ekspertise i.

– Omkring tre fjerdedele af vores kundeportefølje er fra medicoindustrien. Det er både store og små medicovirksomheder samt firmaer, der er underleverandører til medicovirksomheder. Når vi er så efterspurgte af medicobranchen, skyldes det, at vi har dygtiggjort os inden for meget små emner med store krav til tolerance. Vi kan rådgive, eksempelvis om opmåling af plastkomponenter med sofistikerede interfaces, men vi fungerer også som buffer, der kan aflaste kundernes egne målelaboratorier, siger Frank Nielsen.

Blandt kunderne er også rådgivende ingeniørvirksomheder samt firmaer, der støber plast til forskellige brancher, heriblandt industrien og energibranchen.

CT-scanning giver mest information

Mange virksomheder kontakter ZEISS QEC for at få udført CT-scanning.

– CT-scanning er hjørnestenen blandt vores ydelser. Det er i forbindelse med CT-scanninger, at vi kan bruge alle vores metrologiske kompetencer. Den store fordel ved CT-scanning er, at det er den målemetode, der giver kunden mest mulig information. Det kan være om både enkeltemner og samlinger. En CT-scanning er den bedste måde, hvorpå man kan opdage uregelmæssigheder som fx luftindslutninger, porøsiteter, revner og sprækker. Alternativet ville være, at vi skulle lave en taktil CMM-måling, men en sådan måling kræver mere. Ved taktil opmåling skal vi holde emnet, og vi skal på forhånd vide, hvor vi skal ind og måle på emnet.

Ifølge Frank Nielsen er det yderligere en stor fordel for kunderne, at ZEISS QEC i kraft af CT-/CMM- kalibrering kan tilbyde CT-scanning og CMM-opmåling i præcis samme miljø.

– Dette er relevant for mange kunder af hensyn til sporbarhed. Vi kan uden problemer “oversætte” resultaterne af en CT-scanning til CMM. Men det måske vigtigste er, at vi er meget skarpe på leveringstid og pragmatik. Vi er gode til at nå frem til praktiske løsninger.

Undervisning og træning

Ud over selve udførelsen af måleopgaver tilbyder ZEISS QEC undervisning og træning. Her er der tale om alt fra det globale måletekniske certificeringskoncept AUKOM til træning i brug af maskiner, udstyr og programmer som fx ZEISS CALYPSO.

ZEISS QEC omfatter i alt seks medarbejdere, som løser opgaver for virksomheder i hele Danmark, enten fra basen i Nørresundby eller lokalt hos kunden.

LÆS også: ZEISS – Invitation til Webinar – December 15, 2022
ZEISS Industriel Måleteknik's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger