Unidrain gør endnu en gang klar til at hylde håndværkertalenterne

Dette billede illustrere Unidrain gør endnu en gang klar til at hylde håndværkertalenterne

Der er åbnet for nomineringerne til Unidrains Talentlegat, der for femte år i træk bliver uddelt til dygtige, unge håndværkere. Med legatet ønsker Unidrain at gøre opmærksom på den fortsatte mangel på faglærte og ikke mindst at hylde de unge talenter, der gør en forskel for det gode håndværk. Spørger man sidste års vindere af legatet, har anerkendelsen resulteret i boostet selvtillid og større tro på egne evner.

Har du fornøjelsen af at arbejde sammen med en dygtig, ung håndværker? Så kan du give dem et ekstra klap på skulderen med en nominering til Unidrains Talentlegat, der netop har åbnet for indstillingerne.

Unidrain uddeler to legater på 15.000 kr. til hhv. en murer- og en VVS-elev, der brænder for deres fag og har sans for det gode håndværk. Og den anerkendelse, der følger med, er ikke til at tage fejl af:

– Det er et kæmpe skulderklap og en stor anerkendelse. Det understreger, at andre kan se, at jeg har godt styr på det, fortæller en glad Sofie Sørensen, der er murerlærling hos Murerfirmaet Vilsen og Ulrick, og som modtog det ene legat sidste år.

Søren Slyngborg Thomsen er VVS-lærling og var en meget glad modtager af det andet legat i 2022:

– Det betyder meget at blive anerkendt. Mester forventer mere, efter jeg har fået sådan en pris, så jeg har fået en masse at lave. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg bliver bedre af at blive sat i komplekse situationer, hvor jeg selv skal tænke, fortæller Søren og tilføjer:

– Jeg har familie i bankverdenen. Legatet bekræfter mig i, at jeg har valgt rigtigt, selvom jeg gik en helt anden vej.

Fremtiden ligger i hænderne på morgendagens faglærte

I flere år har branchen kigget ind i et fald i antallet af håndværkere til trods for en voksende efterspørgsel på faglært arbejdskraft. Og det er netop én af de ting, Unidrain ønsker at adressere med uddelingen af talentlegatet:

– Det er ikke kun byggebranchen, men hele samfundet, der har brug for de kloge hænder. Kvalificeret arbejdskraft bidrager til vores nationale økonomi og konkurrenceevne, så vi er bedre stillet fremadrettet og ikke mindst i den grønne omstilling, fortæller adm. direktør hos Unidrain, Henrik Handschuh. Han fortsætter:

– Med legatet ønsker vi at påskønne de unge talenter og støtte deres faglige udvikling. Så hvis du som mester eller faglærer kan se det spirende håndværkstalent, er det nu, du har muligheden for at give dem et ekstra klap på skulderen med en indstilling.

En uddannelsesvej der åbner flere døre

Håndværkerfagene har da også rigtigt meget at byde på, hvis man spørger sidste års talentfulde vindere.

– Der er flere fordomme om håndværkere som bøvhoveder, der ikke kan finde ud af noget selv, men det kunne ikke være længere fra virkeligheden. Man møder og arbejder sammen med en masse dygtige mennesker i faget, og man skal kunne forudsige, hvad der sker senere i byggeprocessen, siger Søren og tilføjer:

– Jeg ved i hvert fald, at jeg er landet på den rigtige hylde.

Sofie forklarer også, at der er gode muligheder med en håndværkeruddannelse.

– Man kan meget med en erhvervsuddannelse. Men det fede for mig er at komme ud og bruge sin krop og sine hænder på en helt anden måde. Hvis ikke jeg havde haft en vekslen mellem skole og værkstedsarbejde, var jeg gået skoletræt, fortæller Sofie.

LÆS også: Unidrain – Veldesignet sæbedispenser giver mulighed for mersalg
Unidrain A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger