EPS-branchen gør klar til udvidet producentansvar og endnu mere genanvendelse

EPS-branchens årsmøde – Henrik Vasylyeva byder velkommen.

Den 30. marts afholdt EPS-branchen årsmøde, hvor de centrale aktører i den danske EPS-branche mødtes for at drøfte flere cirkulære tiltag for EPS – også kendt som Flamingo. Fokus for mødet var det kommende udvidet producentansvar for emballage. Blandt andet kom det frem, at genanvendelsesraten for EPS hos Grønt Punkt i Norge er på 87,4%.

Til trods for tre år med Covid-19 og krig i Ukraine ser den danske EPS-branche positivt fremad. Det skyldes i høj grad, at der er stadig større fokus på genanvendelse og cirkulær økonomi. Og her har EPS utvivlsomt en konkurrencefordel.

  • EPS er den næstmest genanvendte plastemballage på globalt plan, og vi ser flere steder i verden, hvor genanvendelsesgraden for EPS er mellem 50 og 80%. Blandt andet i Danmark, hvor vi takket være kommunal indsamling og høj genanvendelse af fiskekasser ligger i den høje ende, forklarer Chresten Heide-Anderson, projektchef i EPS-branchen – en del af Plastindustrien.

Han fortsætter;

  • Vi oplever i stadig stigende grad, at det danske marked er blevet opmærksom på, at EPS er supernemt at genanvende. Derfor har vi øjnene skarpt rettet på det udvidede producentansvar, som er på vej på emballageområdet, men som også kommer inden for byggeriet.

I EPS-branchen ser man frem til det udvidede producentansvar. Det vil nemlig gøre det meget nemmere at dokumentere, at EPS bliver genanvendt i stor stil. Det understregede oplæg fra den norske EPS-forening og Grønt Punkt i Norge. Her er genanvendelsesraten for EPS nemlig på 87,4%.

  • Jeg ved ikke om vi er helt på det niveau i Danmark, men vi bestræber os i hvert fald på at nå derop, siger Chresten Heide-Anderson.

International vidensdeling skal bidrage til mere cirkularitet

På årsmødet havde EPS-branchen arrangeret den helt store internationale vidensdeling med talere fra den europæiske brancheforening, EUMEPS, samt fra Tyskland, Frankrig, Norge og Sverige. Derudover holdt VANA – Dansk Emballageansvar oplæg om det kommende producentansvar i Danmark.

  • Der er mange forskellige måder at sikre effektiv indsamling af EPS rundt om i Europa. Langt de fleste europæiske lande indsamler via genbrugspladser, som vi gør her i Danmark. Men vi ser også, at Tyskland, Frankrig og Sverige udvikler effektive løsninger til indsamling sammen med anden blandet plast. Derfor har vi inviteret talere, som ved noget om disse løsninger, for at gøre os klogere. En stor del af den EPS-emballage som produceres i Danmark bruges nemlig til eksport. Derfor er det vigtigt, at vi som branche kan vejlede vores kunder om cirkulære løsninger og muligheder, der hvor vores EPS ender, siger Chresten Heide-Anderson. 

Gennem de sidste tre år har det været et strategisk fokus for den danske EPS-branche at styrke den internationale indsats, for dermed at skubbe på og sikre endnu mere genanvendelse af EPS, men også sikre, at der er kendskab til, at EPS allerede bliver indsamlet og genanvendt i stor stil.

  • Der er mange myter og misforståelser, når det kommer til EPS og genanvendelse. Fx er det de færreste der ved, at genanvendelsesgraden for EPS overstiger 50% i Japan, Kina og Sydkorea. Eller at langt over halvdelen af canadiere kan aflevere deres brugte EPS på genbrugspladsen – præcis som i Danmark, siger Chresten Heide-Anderson. 

Chresten Heide-Anderson har derfor bidraget til arbejdet i EUMEPS, ligesom han er blevet udpeget til bestyrelsen i Scandinavian Packaging Association. Så sent som i starten af marts har han deltaget i et internationalt koordineringsmøde mellem EPS-foreninger i hele verden.

  • Det er vigtigt for os som EPS-producenter, at vores kunder og vores kunders kunder er opmærksomme på, hvor nemt det er at genanvende EPS. Derfor er det et fokus, at vi også får de andre EPS-foreninger til at sikre endnu mere genanvendelse, men også fortælle succeshistorierneHer har Chresten i høj grad bidraget til at styrke samarbejdet internationalt. Og han har værdifuld viden med hjem til os, så vi kan udvikle endnu flere cirkulære løsninger. Blandt andet arbejder vi på tiltag inden for byggeriet, som vi forventer at lancere i løbet af i år, fortæller Henrik Vasylyeva, adm. direktør i Sundolitt og formand for EPS-branchen.

Producentansvar er nemlig ikke kun begrænset til emballage. I løbet af de næste fem år, vil der også være producentansvar inden for byggeriet, og fx har Svanemærket netop lanceret nye kriterier, hvor der gives ekstra point til bæredygtigt byggeri, der har returordninger for isoleringsmaterialer.

  • Vi er superstolte over, at vi allerede for fire år siden fik udviklet vores genanvendelsesordning, så den omfatter retur- og tilbagetagningsløsninger for afskær fra byggeriet. Der er ingen tvivl om, at EPS-virksomhederne er på forkant, når det kommer til indsamling og genanvendelse af EPS, og de er allesammen i stand til at levere EPS-løsninger inden for både emballage- og isoleringsområdet med genanvendt indhold. Det viser bare, at EPS er et unikt cirkulært materiale, slutter Chresten Heide-Anderson.

Bestyrelsen

På årets generalforsamling var der genvalg til bestyrelsensformand: Henrik Vasylyeva, formand for EPS-branchen og adm. direktør i Sundolitt; mens der er var nyvalg til Anette Christensen, næstformand og adm. Direktør i BEWi Danmark og Jesper Vind Andreasen, ny Managing Director i BEWI Insulation Danmark A/S per 01-04-2023. Derudover blev Nicki Petersen, Danpor, udpeget som observatør.

Plastindustrien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger