Travle dage for Stemas
Salgskonsulenterne Kristen Holst Outzen (til venstre) og Peter Røjkjær havde godt gang i præsentation og salg af det store Wacker Neuson-program på Kloakmessen.
Der var gang i både Wacker Neuson og Weidemann til Kloakmessen og åbent hus
En erfaren stab af Stemas-folk fik sved på panden på to dages travl kloakmesse i Messe C i Fredericia, og samtidig holdt kolleger åbent hus på hjemmebane i Stemas’ afdeling lidt sydligere i Fredericia. Stemas Fredericia forlængede maskin-kiggeriet for interesserede, der ville mere end Kloakmessen, og det var ikke uden resultat.
”Da vores kolleger begyndte at lukke ned efter en lang messedag, bød vi til åbent hus i Fredericia-afdelingen. Det lå jo lige til højrebenet at give interesserede muligheden for lidt ekstra-tid med Wacker Neuson- og Weidemann-maskiner, når de nu var kommet til byen. En af gæsterne kvitterede med bestilling af en Weidemann-minilæsser”, fortæller salgskonsulent Kasper Elvekjær i Fredericia-afdelingen.
Travlhed i kloakken
Det var dog hans kolleger i Messe C, der oplevede den voldsomste travlhed. Begge messedage vrimlede det med besøgende både på messen og på de to Stemas-stande. Der var nemlig Wacker Neuson og Weidemann at se såvel ude som inde. Og inde i den store messehal var Stemas også to steder.
”Kloakmessen fulgte den grønne trend og etablerede et areal til demonstration af el-drevne maskiner. Det benyttede vi os af og præsenterede både minigraver og forskellige komprimerings-maskiner fra Wacker Neuson. Det var absolut ikke forgæves. Vi solgte både pladevibratorer og stampere på Kloakmessen”, siger salgskonsulent Peter Røjkjær.
Med Kloakmessen rykkede Stemas i øvrigt proppen af for årets udstillinger og dyrskuer. I marts udstiller Stemas både på Agro Nord i Aars og på Hest & Rytter i Herning. Fagmessen El & Teknik i Odense får besøg i maj, og så går det ellers slag i slag med dyrskuer og andre udstillinger landet rundt med bl.a. Entreprenør & Håndværksmessen, til Stemas-folkene runder af med den store landbrugsudstilling Agromek i Herning i slutningen af november.