Unicon er nu den europæiske betonproducent med flest elektriske betonbiler i drift

Unicon er nu den europæiske betonproducent med flest elektriske betonbiler i drift

Danmarks største producent af færdigblandet beton, Unicon, præsenterer sammen med Volvo Trucks det næste udviklingskridt for fuldt elektriske betonbiler, da en helt nyudviklet 4-akslet betonbil med Liebherr opbygning blev præsenteret 16. april 2024. For Unicon er det dermed elektrisk betonbil nr. 10 i Danmark, og Unicon er nu den europæiske betonproducent, der har flest elektriske betonbiler i drift og flere følger.

Unicon har sat et mål om at reducere CO2-udledningen fra sin flåde med 30 procent i 2025 sammenlignet med 2019. Unicon har samtidig en klar strategi om, at flåden af betonbiler skal være emissionsfri i 2035.

Derfor er et udviklingsarbejde i gang sammen med Volvo Trucks og Liebherr-Mischtechnik for at skabe de elektriske betonbiler, der er nødvendige for at realisere målene.

Den 16. april 2024 blev næste trin afsløret på Unicons fabrik i Avedøre, da Danmarks første 4-akslede elektriske betonbil blev sat i drift. Det er samtidig den tiende elektriske bil i Unicons flåde, som også tæller hybride betonbiler, hvilket gør Unicon til den førende betonproducent på området i Europa.

– Vi er ekstremt stolte over at være involveret i udvikling og test af denne nye elektriske betonbil, der er målrettet til anvendelse i Skandinavien og Benelux. Lanceringen af ​​denne nye 4-akslede elektriske betonbil markerer en milepæl for Unicon Danmark, da vi nu har i alt 10 elektriske betonbiler i drift i Storkøbenhavn. Dette gør os samtidig til den europæiske betonproducent, der har flest elektriske betonbiler i drift, forklarer Christian Elleby, Supply Chain & Procurement Director i Unicon.

Lastbilen er en Volvo FM Electric med 360 kWh batterikapacitet udstyret med en Liebherr 10 kubikmeter tromle. En ny teknisk løsning er udviklet for at sikre den mest avancerede forbindelse mellem lastbil og tromle, og denne vil være grundlaget for fremtidige projekter med Volvo Trucks og Liebherr-Mischtechnik. Den nye 4-akslede elektriske betonbil vil allerede fra midten af april 2024 dagligt levere færdigblandet beton med udgangspunkt i Unicons Avedøre-fabrik – uden emissioner på hverken veje eller byggepladser.

Efter succesfuld gennemførelse af udviklingsprojekter med Unicon i 2021 og 2023 er vi glade for igen at kunne præsentere en fremadskuende elektrisk betonbilsløsning, der kan implementeres på mange af vores nord- og centraleuropæiske markeder. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke Unicon for det gode samarbejde, og vi ser frem til mange flere nye og innovative projekter i de kommende år, siger Joakim Bansholm Nilsson, forretningsudviklingschef for Zero Emission i Volvo Danmark.

Unicon har planer om at øge antallet af elektriske betonbiler i de kommende år, og den nye 4-akslede elektriske betonbil vil hjælpe med at opnå bedre driftsforståelse, der kan bruges til at træffe de rigtige beslutninger for fremtidig udrulning af flere elektriske biler fra Volvo.

Find leverandører af betontransportbiler her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Cookie-indstillinger