Troldtekt fortsætter investeringer i fabrikken med CBRE på sidelinjen
Projektleder hos Troldtekt Søren Rahbek Christensen og serviceleder hos CBRE Henrik Petersen (fra venstre mod højre)
Hos Troldtekt i Troldhede fortsætter man i disse år sine investeringer i fabrikken. Blandt andet er man i gang med en større opgradering af virksomheden kamerasystem og et stort projekt med fokus på genbrug af træflis fra produktionen. Det sker med hjælp fra CBRE, der har været en tæt samarbejdspartner gennem mange år. I 17 år er Daniel Dürr Dullweber, der startede som lærling og nu er afdelingsleder i CBRE, kommet hos Troldtekt, og i perioden er der sket stor udvikling hos begge virksomheder.
Troldtekt er i øjeblikket i gang med flere nye projekter på fabrikken i Troldhede, som blandt andet tæller et genanvendelsesprojekt og en opgradering af fabrikkens overvågningssystemer, og det sker i tæt samarbejde med CBRE.
I den forbindelse er Troldtekt ved at få etableret et nyt anlæg bestående af en 800 kubikmeter akkumuleringstank samt to påslag, som vil gøre det muligt at genanvende langt mere flis og trærester fra produktionen – og det er således en af flere indsatser for at fremme bæredygtighed hos virksomheden, der fremstiller akustikplader.
– Et af de centrale elementer i vores bæredygtighedsstrategi er at reducere affald og udnytte ressourcerne bedre. Det nye samlede anlæg giver os mulighed for at genbruge flis og restaffald som brændsel, hvilket ikke kun mindsker vores miljøpåvirkning, men også optimerer vores produktionsprocesser, siger Søren Rahbek Christensen, Technical Engineering Specialist hos Troldtekt, og han tilføjer:
– Til projektet har vi CBRE med på holdet som sparringspartner, når der skal træffes el-tekniske valg, og derudover leverer de al forsyning til det samlede anlæg, herunder også en fordelertavle. De kender vores produktionsmiljø som deres egen bukselomme, og de forstår vigtigheden af at forstyrre driften mindst muligt og sørger for at planlægge projekterne ud fra det.
Samtidig med det igangværende genanvendelsesprojekt er CBRE i fuld gang med at installere omkring 70 avancerede IP-kameraer, som skal bidrage til optimering af produktionsprocesser samt sikkerheden på fabrikken.
– Troldtekt har tradition for løbende investeringer i at opretholde en moderne og effektiv produktion, og implementeringen af det optimerede kamerasystem med de nye IP-kameraer er endnu et eksempel på det. Det nye system skaber et mere stabilt optagelsesflow, ligesom det også vil bidrage til et bedre overblik over fabrikken via placeringer rundt på matriklen, afdelingsleder i CBRE Midtjylland, Daniel Dürr Dullweber.
Langt samarbejde og fælles udvikling
Det er ikke første gang, at CBRE og Troldtekt arbejder sammen. Faktisk har de samarbejdet uafbrudt de seneste 17 år, hvor CBRE både har været fast servicepartner for virksomheden og samtidig har bistået med en række forskellige projekter.
Afdelingsleder Daniel Dürr Dullweber startede selv som lærling i det daværende SysTek, som blev opkøbt af Intego (i dag CBRE), umiddelbart inden samarbejdet med Troldtekt begyndte, og han er kommet hos Troldtekt gennem alle årene siden.
– Der er sket utroligt meget i den periode, og vores samarbejde med Troldtekt er et godt billede på, hvordan danske industrivirksomheder har udviklet sig. Produktionskravene er blevet mere tekniske med investeringer i digitalisering og automation – og her har Troldtekt været særdeles ambitiøse, og det har været spændende at følge deres rejse, siger Daniel Dürr Dullweber og fortsætter:
– I begyndelsen var der ikke særlig meget automatisering hos Troldtekt, men efterhånden som maskinerne blev større, kunne vi bidrage med vores ekspertise inden for automation og PLC-systemer. Vores rolle som sparringspartner er blevet stærkere, og vi har udviklet os sammen gennem årene.






