Ny AI-teknologi fra Hikvision kan halvere behovet for lagerplads til videoovervågning
Hikvision bringer AI ind i videokomprimeringen med Guanlan Encoding. Den AI-drevne videokomprimeringsteknologi kan sortere blandt relevante dele af et overvågningsbillede, uden at gå på kompromis med kvaliteten af de vigtigste optagelser. Det reducerer behovet for lagerplads med 30–50%.
I takt med at opløsningen på overvågningsbilleder stiger, antallet af kanaler vokser, og lagringstiden forlænges, er lagring af data blevet en af de største omkostningsposter inden for videosikkerhed. Hikvisions nye løsning, Guanlan Encoding, imødekommer netop denne udfordring ved at bruge AI i selve kodningsprocessen.
I større sikkerhedsinstallationer kan Guanlan Encoding halvere behovet for harddiske (HDD’er) og rackplads. Samtidig reduceres strømforbruget på lang sigt markant. Det sænker de samlede ejeromkostninger (TCO) betydeligt.
“Nutidens sikkerhedskamerarer kan mere og mere. Derfor er der behov for en effektiv måde at lagre data på. Indtil nu har man været nødt til at sænke billedkvaliteten for at spare lagerplads. Det ændrer Hikvisions nye løsning på. Guanlan Encoding analyserer først billedet og vurderer derefter, hvilke dele der skal bevares i høj kvalitet,” siger Fie Andreasen, talsperson for Hikvision Danmark.
Guanlan Encoding bygger på den internationale H.265-standard og anvender Hikvisions Guanlan AI-modelteknologi.
Slut med at vælge mellem billedkvalitet og lav lagerplads
Traditionelle codecs komprimerer alle pixels i et billede på samme måde, uanset om der er tale om en person i bevægelse eller en tom væg i baggrunden. Det har hidtil tvunget operatører til at vælge mellem skarpe billeder og lavt pladsforbrug, men ikke begge dele på samme tid.
Guanlan Encoding gør op med dette valg. Teknologien identificerer vigtige objekter, såsom personer og køretøjer, og bevarer denne billeddata i høj kvalitet ved hjælp af en metode, der kaldes ROI-segmentering (Region of Interest). Overflødige baggrundsdata komprimeres derimod kraftigt.
Teknologien kombinerer to komplementære tilstande: Dynamic Sensing og Static Optimization. Dynamic Sensing justerer i realtid, hvor mange bits der tildeles de enkelte områder, for at bevare detaljer i komplekse scener med hurtige bevægelser. Static Optimization anvender en ultrahøj komprimeringsgrad på stillbilleder eller optagelser med meget lidt bevægelse, så størrelsen på enkelte videobilleder reduceres til blot et par dusin bytes. Tilsammen flytter de to tilstande videokodningen væk fra en standardiseret tilgang, der behandler alle scenarier ens, og hen imod en intelligent og behovsstyret tilgang.
Testet i praksis
Hikvision har sammenlignet Guanlan Encoding med traditionel H.265-komprimering i forskellige miljøer. Resultaterne viser en tydelig reduktion i datamængden, uanset hvor meget aktivitet der er i billedet.
- En kantine i 24 timer: 49% sparet plads på grund af skiftende trafik gennem hele døgnet
- En indkørsel til kontorparkering i 30 minutter ved myldretid: 42% sparet plads
- Receptionen hos en virksomhed over 2 timer: 38% sparet plads i et almindeligt indendørsmiljø
- Travl forretningsgade i 1 time: 18% sparet plads i en meget kompleks og aktiv scene
Klar til brug allerede i dag
Guanlan Encoding bygger på H.265-standarden og er derfor direkte kompatibel med eksisterende H.265-udstyr, uanset om det er fra Hikvision eller andre producenter. Formatet, opløsningen og billedhastigheden ændres ikke, så kunder kan tage teknologien i brug i både nye og eksisterende anlæg uden ombygning.
Teknologien er tilgængelig i Hikvisions DeepinView(X)-serien og Ultra-serien samt i kameraer med ColorVu 3.0 og i DVR-optagere. Hikvision udvider løbende understøttelsen til flere produktlinjer. Det gør teknologien velegnet til mange forskellige anvendelsesområder, fra kontorer og butikskæder til offentlige myndigheder og kritisk infrastruktur.






