Nyt ambitiøst Smart City-center indvies på Aalborg Universitet
Center for Data-Intensive Cyber-Physical Systems (DiCyPS) er
navnet på et nyt stort forskningscenter på Aalborg Universitet, der
officielt indvies fredag den 19. juni 2015. Centret får et budget
på knap 75 millioner kroner, heraf godt 30 millioner kroner fra
Innovationsfonden, der er regeringens forlængede arm til støtte af
nye initiativer, som skaber vækst og arbejdspladser i Danmark.
Det særlige ved centret er, at det samler de vigtigste
tværgående kompetencer inden for et vækstområde med stort
potentiale – både forsknings- og erhvervsmæssigt. Det sker på tværs
af tre institutter på Aalborg Universitet og i samarbejde med
universiteter og forskningsinstitutioner fra England, Frankrig og
Tyskland:
– Centret er et af de hidtil dybeste spadestik inden for Smart
City-området. Det er et område, der rummer et af vor tids største
potentialer, og som i løbet af få år kommer til at indbefatte os
alle, pointerer centrets leder professor Kim Guldstrand Larsen fra
Institut for Datalogi og fortsætter: – På Aalborg Universitet ser
vi det som en betydelig cadeau, at Innovationsfonden har valgt at
satse på netop Aalborg Universitet. Det understøtter vores
målsætning om at være Danmarks IKT-universitet og skyldes jo blandt
andet, at vi kan kombinere tre førende institutter inden for
datalogi, energi og transport.
Og hvad handler dataintensive cyber-fysiske systemer så om? Navnet
er lidet mundret, men er faktisk relativt nemt at simplificere og
herved forklare. Dataintensive henviser til de enorme datamængder,
som centret skal arbejde med – også kaldet big data. Det
cyber-fysiske henviser til, at data opsamles i og fra den fysiske
verden, for derefter at blive behandlet i den digitale verden, for
til sidst at få indflydelse på den fysiske. Lektor Harry Lahrmann
fra Center for Intelligente Transport Systemer på Aalborg
Universitet, der er en del af forskningsgruppen bag, forklarer:
– Eksempelvis afsætter trafikanter og køretøjer, der bevæger
sig, forskellige former for digitale spor. Vi vil “lytte” til disse
spor, behandle dem og efterfølgende informere trafikanterne om,
hvilke muligheder de har for at foretage den hurtigste, mest
behagelige og mest sikre rejse fra A til B. Det handler om en
“noget for noget” aftale med trafikanterne. Dvs. at de deler deres
spor med os, og vi får gengæld valide informationer om deres gøren
og laden. Nogle spor vil være baseret på anonyme data, medens andre
vil kræve en “kontrakt” med trafikanten. Data skal også kunne
bruges til bedre trafikplanlægning, fx hvor er der trængsel, og
hvor bør den næste trafikinvestering foretages.
Transport er et af to primære forskningsområder for DiCyPS. Det
andet er energiområdet, og begge områder har stor bevågenhed fra
erhvervslivet side:
– For Danfoss er DiCyps en indgang til åben innovation, hvor vi
i samarbejde med en række førende eksperter kan omsætte
forskningsresultater til produktteknologi der kommer kunderne til
gode. Vi har stor fokus på at udvikle intelligente produkter og
systemløsninger som i kraft af indbygget applikationsviden nemt kan
tilpasse sig kundernes anvendelsesbehov. For at sætte fart på denne
udvikling, er det vigtigt at have fingeren på pulsen hos de
stærkeste forsknings- og innovationskonsortier, hvor der arbejdes
med styring af fysiske systemer. Her spiller koncepter som Big Data
og Cloud Computing en stor rolle for vores visioner om at udvikle
produkter, der inkluderer vores applikations ekspertise, siger
director portfolio management Claus Thybo fra Danfoss.
Og Danfoss er ikke den eneste. En lang række virksomheder har
allerede tegnet sig som partnere i DiCyPS, og det er ikke mindst
det erhvervs- og samfundsmæssige potentiale, der har været
afgørende for Innovationsfondens støtte:
Målet med det nye center er, at Danmark bliver bedre til at udvikle
komplekse IT-systemer, samt at det sker på tværs af konkrete
anvendelser. Der bliver hvert år brugt milliarder af kroner på at
udvikle smarte IT-løsninger i Danmark. Ofte sker det i projekter,
hvor IT bliver udviklet fra bunden af, fordi der mangler sammenhæng
i investeringerne. Det skal det nye center lave om på. Fokus er
rettet på to områder, hvor der er gode muligheder for at både at
udvikle og anvende IT bedre, end tilfældet er i dag. Det er trafik-
og energiområdet. På sigt forventer Innovationsfonden, at det nye
center også vil optimere IT-udviklingen på andre vigtige områder,
så løsningerne skaber mest mulig værdi for erhvervslivet og det
danske samfund, siger direktør i Innovationsfonden Peter Høngaard
Andersen om fondens investering.
Også Aalborg Kommune og Region Nordjylland er kraftigt
involverede i projektet. Nordjylland bliver på flere måder et
Living Lab til opsamling af data, som på sigt kan bredes ud i
større skala.
Innovationsfonden og de mange øvrige samarbejdspartnere deltager
i den officielle åbning af centret fredag den 19. juni 2015 kl. 14
i Aalborg.
Fakta om DiCyPS
DiCyPS – Center for Data-Intensive Cyber-Physical Systems – indvies
fredag den 19. juni 2015 kl. 14 i Aalborg. Centret skal arbejde med
at udnytte software og data fra IT-styringen af komplekse fysiske
systemer til at skabe smartere og mere brugervenlige løsninger for
samfundet og den enkelte.
Centret er et etableret ved Aalborg Universitet med støtte fra
Innovationsfonden på tværs af Institut for Datalogi, Institut for
Energiteknik og Institut for Byggeri og Anlæg. Centret har indgået
forskningssamarbejde med University of London – UCL Interaction
Centre, franske INRIA – ESTASYS (Efficient STAtistical methods in
SYstems of Systems) samt Technische Universität Dresden –
Department of Computer Science. Derudover er der indgået
partnerskaber med en række virksomheder.
Læs mere om DiCyPS på dicyps.dk






