Nicolaj og Jonas kæmper om guldet

Nicolaj og Jonas kæmper om guldet
Klejnsmed Nicolaj Christiansen fra Kecon A/S i Skælskør og
industritekniker Jonas Mønster Madsen fra Ålsrode Smede- og
Maskinfabrik A/S ved Grenaa har kvalificeret sig til dette års
finale i DM i Skills.
Klejnsmedelærlingene har fået stillet opgaven “Ren By &
Miljø”, og de seneste uger har Nicolaj været optaget af at finpudse
de tegninger, han skal arbejde efter under konkurrencen. Han har
designet og tegnet et bænksæt med indbygget affaldsspand.
“Det er fedt at være med, og jeg vil selvfølgelig gerne vinde,
men jeg sætter ikke forventninger for højt. Sidst jeg var med, kom
jeg ikke videre fra regionsmesterskaberne. Det er jeg kommet nu, og
så er det bare at give den gas og se, hvor langt det rækker,”
fortæller Nicolaj Christiansen.
Hos Kecon A/S er produktionsleder Eskil Valaker stolt over sin
lærling.
“De tegninger, han har udarbejdet til finalen, er helt i top, og
han har forberedt sig godt. Vi er overbeviste om, at han klarer sig
godt til DM i Skills, men om det bliver til guld, må tiden vise,”
fortæller Eskil Valaker.
En oplevelse
Jonas Mønster Madsen vil selvfølgelig gerne vinde, men han
fokuserer lige så meget på det, han lærer i forbindelse med DM i
Skills.
“Jeg glæder mig til konkurrencen, og det er en oplevelse, jeg kan
tage med i rygsækken. Om jeg vinder eller ej, ligger i mine egne
hænder. Jeg vil da gerne vinde, men jeg tager det, som det kommer,”
konstaterer han.
Leif Basse, som er indehaver af Ålsrode Smede- og Maskinfabrik
A/S, glæder sig naturligvis over sin lærling.
“Jonas har fortjent det. Han er utroligt pligtopfyldende, ihærdig
og initiativrig. Han fik en førsteplads til regionsmesterskaberne,
men det er ikke sådan, at vi nu forventer, at han også vinder DM.
Det er bare flot, at han er med,” siger Leif Basse.
Stolt formand
Begge virksomheder er medlem af DS Håndværk & Industri, og her
glæder formand Jim Stjerne Hansen sig på de to lærlinges vegne.
“Vores medlemsvirksomheder uddanner mange lærlinge.
Uddannelsesområdet fylder traditionelt meget blandt vores
medlemmer, så det er dejligt, at det bærer frugt med to lærlinge,
som skal kæmpe om mesterskabet inden for hver deres fag. Det er
bestemt noget, vi er stolte over,” siger Jim Stjerne Hansen.
DM i Skills er det årlige Danmarksmesterskab for unge fra
erhvervsuddannelserne. Dette års DM i Skills løber af stablen i
Gigantium i Aalborg den 23.-25. januar.