Maskinmesteruddannelsens kvalitet og relevans
Velkvalificerede med stærke tekniske kompetencer, personlig gennemslagskraft og gode samarbejdsevner. Sådan lyder de overordnede vurderinger af nydimitterede maskinmestre i den omfattende aftager- og dimittendundersøgelse, som netop er offentliggjort fra Maskinmestrene Forening. Sammen med repræsentanter fra blandt andre Dansk Industri, Danmarks Rederiforening, Danske Maritime, Danske Havne og maskinmesterskolerne har Maskinmestrenes Forening undersøgt, om maskinmesteruddannelsen leverer kvalitet og relevans, som afspejler arbejdsmarkedets behov – det vil sige om de mange nye maskinmestre, der kommer ud på arbejdsmarkedet i disse år, er dygtige nok til det rigtige.
Gode kvalifikationer
Størstedelen af de adspurgte virksomheder giver positive tilbagemeldinger og fremhæver maskinmestrenes særlige kombination af praktisk erfaring og teoretisk forståelse som værdiskabende for virksomhederne. Topledere, HR-chefer og driftsansvarlige fra en række nationale og internationale virksomheder beskriver de nydimitterede maskinmestre som medarbejdere med en personlig gennemslagskraft og en solid faglighed, der trænger igennem over for både håndværkere og ledergrupper. Især inden for områderne drift, vedligehold, sikkerhed og planlægning bliver de nydimitterede maskinmestre vurderet meget kvalificerede. Dimittenderne er gode til at formidle og lede projekter.
Maskinmesteren har traditionelt været teknisk ansvarlig for drift og vedligehold, og maskinmesterprofessionens klassiske ansvarsområder er efterspurgte – eksempelvis vedligehold, sikkerhed og drifts- og energioptimering. Samtidig peger en række topledere i de kvalitative interviewundersøgelser på, at mange maskinmestre går direkte ud i lederstillinger, hvilket understreger fastholdelse og fokus på ledelses- og økonomifag.
Få nedslagspunkter
Blandt virksomhedsrepræsentanterne er der bred forståelse for, at uddannelsen er en generalistuddannelse og at de nyuddannede naturligvis skal opbygge anciennitet som maskinmester. Direkte adspurgt udpeger virksomhederne kun i begrænset omfang konkrete fagområder, som eventuelt kunne få mere opmærksomhed under uddannelsen – blandt andet engelsk på et højere teknisk niveau. Størstedelen af dimittenderne vurderer selv, at det faglige niveau har været tilpas i forhold til erhvervslivets krav, men de efterspørger et større samarbejde med erhvervslivet i løbet af uddannelsen.
Anbefalinger
Tilbagemeldingerne fra virksomhedsrepræsentanterne er meget positive, men samtidig tyder undersøgelsen på, at det kan være relevant med en yderligere indsats for at udbrede kendskabet til maskinmesterprofessionen over for de forskellige brancher, som maskinmestre ansættes i. Dette kan eksempelvis gælde små og mellemstore virksomheder, som udgør det første møde og den første sorteringsbastion over for potentielle medarbejdere. Der kan ligge en udfordring, hvis et manglende kendskab til maskinmestrenes jobfunktioner og kvalifikationer danner en barriere for maskinmestrene og samtidig frasorterer relevant teknisk arbejdskraft for virksomhederne.
For at øge de studerendes forståelse for udvikling og innovation, forretningsstyring, administrativ økonomi, ledelse og lignende strategiske fagområder kan det desuden være relevant med et tættere samarbejde med erhvervslivet samt i løbet af uddannelsen øge fokus på maskinmesterens betydning for virksomhedens kommercielle bundlinje.
Undersøgelsen kan læses i sin helhed på Maskinmestrenes Forenings hjemmeside mmf.dk
FAKTABOKS
FORMÅLET MED UNDERSØGELSEN
Gennem flere år har Maskinmestrenes Forening og samarbejdspartnere arbejdet for at øge optaget af maskinmesterstuderende, og resultatet viser sig nu i form af et langt større antal nydimitterede maskinmestre end tidligere. For at sikre, at arbejdsmarkedet har de mest kvalificerede medarbejdere til at sikre fremtidens vækst, er de løbende evalueringer centrale. Derfor har Maskinmestrenes Forening undersøgt kvalitet og relevans af maskinmesteruddannelsen sammen med repræsentanter fra blandt andre Dansk Industri, Danmarks Rederiforening, Danske Maritime, Danske Havne og maskinmesterskolerne.
UNDERSØGELSENS ANBEFALINGER
- At styrke fokus på maskinmesterens betydning for virksomhedens kommercielle bundlinje i løbet af uddannelsen.
- At styrke sammenhængen mellem uddannelsen og erhvervslivet.
- At udbrede kendskabet til maskinmesterens udviklings- og ledelsesmæssige rolle over for virksomhederne.