Mobile robotter overtager lagerlogistikken

I en tid hvor manglen på arbejdskraft stiger motivationen for at automatisere den interne transport både i fremstillingsindustrien, logistikbranchen og detailhandlen. Brugen af logistikrobotter er seksdoblet fra 2014 til 2019, ifølge International Federation of Robotics. Og det stopper ikke her; ifølge en ny rapport fra det internationale teknologianalysefirma ABI Research vil markedet for lagerrobotter vokse med mindst 23 procent fra 2021 til 2030 og overstige 320 milliarder kroner i 2030.

Ideen til at automatisere intern logistik med selvkørende teknologier opstod allerede i 1940erne. Men det er først i det seneste årti, at selve gennembruddet er kommet. Langt mere kraftfuld og billigere computerkraft har ført til en hurtig udvikling inden for sensor-, vision- og analyseteknologier, der tilsammen gør det muligt for robotter at oprette forbindelse i realtid til deres miljø.

I dag viser markedet for autonome mobile robotter, også kaldet AMR, tocifret vækst, og også danske producenter som Mobile Industrial Robots har formået at etablere en stærk position som international markedsleder på dette felt.

“Mobile robotter er et dynamisk udviklingsfelt, og vi forventer endnu flere spændende fremskridt inden for både hardwaren og softwaren i disse produkter i løbet af det næste årti,” siger Milton Guerry, leder af organisationen International Federation of Robotics.

Med autonom navigation og intelligent flådestyringssoftware holder AMR’er produktionen i gang, uden at kvalificerede medarbejdere skal tages fra deres arbejdsstationer for at flytte materiale fra en proces til den næste. Og AMR’er reducerer afhængigheden af mindre kvalificeret arbejdskraft, der blot flytter komponenter, moduler eller endda affald dagen lang.

”Den tiltagende mangel på arbejdskraft i mange lande en udfordring, der får virksomheder til at fokusere mere end nogensinde før på at anvende værdifulde  menneskelige ressourcer maksimalt. Samtidig lægger den globale konkurrence et omkostningspres på alle forretningsbeslutninger, mens hurtige forandringer i forbrugernes efterspørgsel gør fleksibilitet afgørende. Til mange almindelige materialetransportbehov vil AMR’er ofte være den mest sikre, fleksible og omkostningseffektive løsning,” konstaterer Søren Nielsen, president i MiR.

Honeywell frigjorde seks mand fra lager til produktion

Honeywell automatiserer manuel materialehåndtering på tværs af flere etagers, 91.000 m2 stort anlæg og opnår effektivitet og smidighed. Honeywell Safety & Productivity Solutions

i Poole, Storbritannien, stod med den udfordring at skulle automatisere transporten af råmaterialer og moduler fra gasregistreringsprodukter fra lageret til produktionen. Løsningen skulle navigere fra lageret på én etage til produktionen to etager væk, gennem smalle gange, dobbelte branddøre og elevatorer – og skulle kunne tilpasses omskiftelige produktionslinjer for at optimere produktiviteten.

Designingeniør hos Honeywell Timothy Ward fortæller:

“Hovedudfordringen, som vi ønsker at løse med MiR-robotten, er personalet, der bruges på at skubbe vogne. Vi ønskede, at de vendte tilbage til produktionslinjen, så vi kunne fremme effektiviteten. Ved at bruge MiR-robotterne frigiver vi seks fuldtidsmedarbejdere, der kan producere mere og gøre produktionslinjen mere effektiv. MiR-robotterne er integreret med et fleksibelt topmodul som er et transportbånd, så vi kan foretage ændringer på fabrikken uden at påvirke den interne logistik. Ved at sætte transportbåndet på MiR-robotten opnår vi den fleksibilitet, at vi kan flytte hvad som helst til hvor som helst på fabrikken. Vi behøver ikke have et transportbånd kørende gennem hele fabrikken, som er meget stationær og dyr at flytte. Vi fortæller blot den nye lokalitet til den mobile robot, som automatisk opdaterer sin mission og kører materialerne hen til den pågældende position.”

Efter sine første AMR-erfaringer har Honeywell efterfølgende implementeret MiR-robotter på fire andre lokaliteter i Storbritannien.

Se Leverandører af Mobile robotter her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *