ZÜBLIN skal bygge bæredygtigt for Novo Nordisk i Kalundborg

Novo Nordisk og ZÜBLIN har underskrevet hovedentreprisekontrakt på udførelsen af råhuset til en ny 7.000 m² stor fabriksbygning. Byggeriet har en bæredygtig profil og skal DGNB-certificeres. ZÜBLINs andel af projektet omfatter blandt andet in situ-støbning med armering og beton, installation af præfabrikerede betonelementer samt udførelse af tagkonstruktion til fabriksbygningen.

Planen om at bygge den nye fabriksbygning på 7.000 m2 på produktionsanlægget i Kalundborg blev annonceret af Novo Nordisk i juni 2021. Ifølge virksomheden sker dette som led i at etablere yderligere kapacitet til produktion af aktive farmaceutiske ingredienser (API) til den nuværende og fremtidige produktportefølje.

Fokus på små og mellemstore projekter

Projektet indgår i ZÜBLINs portefølje af små og mellemstore byggeprojekter. ZÜBLINs tekniske direktør for Byggeri & Anlæg Vest, Jens Bastrup, fortæller om projektet:

”Kontrakten med Novo Nordisk passer godt til ZÜBLINs strategi i Danmark. Vi har en række små og mellemstore projekter bag os, og det er et område, vi ønsker at have yderligere fokus på fremadrettet. Novo Nordisk stiller høje krav til tidsplan, kvalitet og økonomi, og det er en interessant opgave, som vi glæder os til at løse – særligt i forhold til bygherres ønske om DGNB-certificering. Vi har allerede opstartet de indledende arbejder på byggepladsen og er i fuld gang med at få lukket aftalerne med vores leverandører og underentreprenører.”

Mere nyt fra ZÜBLIN

Bæredygtige løsninger i beton
ZÜBLIN har de seneste år markeret sig inden for bæredygtige løsninger i beton og har ved Dansk Betons seneste to prisuddelinger vundet Bæredygtig Beton Prisen for henholdsvis Orientkaj Station i Nordhavn (2021) og Sydhavn Genbrugscenter (2019). Virksomheden er nok mest kendt for at udføre store og spektakulære projekter som BLOX, Axel Towers og metro til Nordhavn, men ZÜBLIN har også en lang portefølje af små og mellemstore projekter bag sig, herunder byggegruber, råhuse, produktionsanlæg og kontorbyggerier. Seneste eksempel på dette er ZÜBLINs totalentreprisekontrakt på udførelse af Det nye Sølund i København, der kommer til at rumme 360 plejeboliger, 23 tryghedsboliger til ældre og 150 ungdomsboliger, når det står færdigt i 2026.

LÆS også: ZÜBLIN er klar til at byde på Nordhavnstunnellen
ZÜBLIN A/S's Firmaprofil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *