Danfoss har afsluttet Vacon-handlen med succes
Købet betyder, at Vacon og Danfoss bliver en af verdens førende
aktører på markedet for frekvensomformere.
“Det er en klar ambition at være førende på markedet for
frekvensomformere. Vi kan se, at ægte værdi skabes sammen med
andre. Det er derfor, vi nu vil skabe en forretning, hvor vi sammen
udvikler de bedste produkter, applikationer og services for vores
kunder,” siger Niels B. Christiansen, koncernchef og CEO hos
Danfoss.
“Kombinationen af to stærke og innovative
frekvensomformerproducenter vil give kunderne et endnu mere
konkurrencedygtigt, innovativt og attraktivt udvalg af
frekvensomformere. Når vi samler kræfterne, gør det os i stand til
at investere yderligere i både salgsstyrken og forskning og
udvikling, hvilket er et afgørende succeskriterium på vores felt,”
siger Vesa Laisi, koncernchef og CEO, Vacon.
Vesa Laisi bliver direktør for det nye forretningssegment kaldet
Danfoss Drives.
“Det dedikerede fokus på frekvensomformere er et fællestræk for
Vacon og Danfoss. Det er noget, der skiller os ud fra
konkurrenterne. Vesa har været i frekvensomformerindustrien i
størstedelen af sin karriere, og han har en meget stor viden om
området. Han vil anvende denne erfaring til at opnå en
produktportefølje og kundeservice i verdensklasse,” siger Niels B.
Christiansen.
I dag meddeler Danfoss også en reorganisering af hele koncernen.
Afslutningen af Vacon-handlen baner således vejen for etablering af
fire stærke og globale segmenter.
“I dag har vi meget stærke forretninger, og med den nye struktur
kan vi forene disse i endnu stærkere enheder for yderligere at
styrke vores markedspositioner. Det er det rigtige udgangspunkt for
næste del af vores strategiske rejse med et stærkt fokus på vækst,”
siger Niels B. Christiansen.
Mere information
Danfoss Media Relations
Tlf. 70 20 44 88
Danfoss udvikler teknologier, der gør verden i stand til få
mere ud af mindre. Vi imødekommer det stigende behov for
infrastruktur, fødevarer, energieffektivitet og klimavenlige
løsninger. Vores produkter og serviceydelser bliver anvendt til for
eksempel køling, aircondition, opvarmning, motorkontrol og mobilt
udstyr. Vi er også aktive inden for vedvarende energi og
infrastruktur til fjernvarme i byer. Vores innovative
ingeniørarbejde går helt tilbage til 1933, og i dag er Danfoss
globalt førende med 22.500 medarbejdere og salg i mere end 100
lande. Vi er fortsat ejet privat af grundlæggerens
familie. Læs mere om os på danfoss.com






